Vi har et godt, lille, velfungerende vandværk i Tvingstrup; det ligger i kanten af skoven, Jordkildeskoven, tæt på Serridslevvej. Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår vandværket er etableret, men det er nok små 100 år siden. Det nuværende vandværk er bygget 1977 . Der er installeret overvågningsudstyr, så man på hjemme-pc’eren kan følge døgn- og månedsforbrug og gribe ind, hvis der viser sig at være et for stort natforbrug. Det kan nemlig betyder lækager, som er dyre at have sivende. Der skal der helst være overensstemmelse mellem det sammentalte forbrug ude hos forbrugerne og det, som hovedmåleren på vandværket viser. Lokal bestyrelse Der har igennem alle årene siddet skiftende bestyrelser, som på frivillig basis har fået denne vigtige del af vores lille samfund til at fungere. Generalforsamlingen er vandværkets øverste myndighed, og det er da ganske rart, at der er så meget lokalt selvstyre tilbage. Selvfølgelig skal man rette sig efter diverse tilsynsmyndigheder, amt og kommune, efter love og regler, og selvom det er besværligt, så har de behjertede mennesker i skiftende bestyrelser til alle tider formået at få virksomheden til at køre. |
Tvingstrup Vandværk >