Nyheder‎ > ‎

Tvingstrup skal have en make-over – kom og giv et nap med

indsendt 14. aug. 2021 06.41 af Maia Sejersen

Tvingstrup Kultur- og Idrætsforening har fået tildelt 46.000 kr. i puljemidler til flere hårdt tiltrængte reparationer i byen og håber at byens borgere vil give en hånd med ”Projekt Forskøn Tvingstrup”.

Det har været småt med fællesaktiviteter i Tvingstrup under corona, og sammenholdet i byen trænger til et kærligt puf i ryggen. Derfor inviterer bestyrelsen for TKIF alle byens borgere – store og små – til at deltage i ”Projekt Forskøn Tvingstrup” Søndag den 5. september fra 10-16.


Byen fremstår efterhånden lidt slidt rundt omkring, og derfor har TKIF søgt Horsens Kommunes Mellembypulje om 46.000 kr. til følgende opgaver:

·         Genrejsning og reparation af læskuret ved petanquebanen

·         Nyt træværk i bord-bænkesættet ved tunnelen på Tremhøjvej

·         Opsætning af holdere til høm-høm-poser bl.a. ved Sportspladsen, bænken ved tunnelen           og ved Røde Kors butikken

·         Indkøb og samling af nye bord-bænkesæt ved Sportspladsen

·         Sække til affaldsindsamling

Win-win for sammenhold, nye tilflyttere og en skønnere by
Horsens Kommunes Mellembypulje har givet tilsagn om at TKIF vil få de 46.000 kroner til materialer til ”Projekt Forskøn Tvingstrup”, og arbejdet skal udføres af byens borgere.

TKIF håber, at rigtig mange fra byen vil møde op og give en hånd med på dagen, ikke kun fordi der er brug for villige hænder, men for samværets og fællesskabets skyld. Vi trænger til at mødes, og der er flyttet mange nye til byen, som vi gerne vil lære at kende. Noget af det bedste at mødes om, er hyggelige og praktiske aktiviteter, som kommer fællesskabet til gode.

TKIF smider selvfølgelig pølser på grillen og sørger for at der er både øl og vand til det arbejdende folk – og is til børn, der hjælper med at samle affald.

Har du værktøj, godt humør og/eller hænder, der er skruet godt på, så mød op på Sportspladsen søndag den 5. september kl. 10 og tag del i opgaverne og i fællesskabet.

Vel mødt

TKIF


Comments