Nyheder‎ > ‎

Årets byfest bliver et brag med blues, banko og bagagerumsmarked

indsendt 20. jul. 2019 09.31 af Maia Sejersen   [ opdateret 20. jul. 2019 13.37 ]
Der bliver festivitas over hele byen, når det går løs med årets byfest i Tvingstrup lørdag den 17. august.

I år har Tvingstrup Kultur og Idrætsforening allieret sig med forsamlingshuset, og det er her byfesten begynder med gratis morgenmad for alle kl. 8.30. 

Så snart det sidste rundstykke er spist, ryddes bordene til stort Byfest Bankospil, hvor Store Vagn (Vagn Christensen) har lovet at gøre comeback som banko-opråber i dagens anledning. Vi spiller 2 x 8 spil med en lille indlagt pause – og der vil være gode præmier. 


Efter morgenmaden håber vi at få Spilop’erne til at spille os op til Sportspladsen, hvor festen fortsætter med masser af sjov for både store og små. 

Fra 10.30 er der bagagerumsmarked på Sportspladsen, hvor alle byens borgere – store som små kan sælge guld fra gemmerne. Det er gratis at få et bord på bagagerumsmarkedet, og det vil være muligt at stille op fra omkring kl. 10.15. 

På Sportspladsen er der hoppeborg, minigolf og masser af sjove aktiviteter. Hovedgård Spejderne kommer og laver bål til snobrødsbagning – og her kan man også tæve hinanden i pudekamp til ”hest”.
 
Ølsmagning, petanquemesterskab, øl og pølser
Hvis ikke man er svimmel i forvejen, så kan man blive det både af de kolde fadøl, som langes over bardisken på pladsen - alternativt kan man løbe stafet mod sin nabo iført ”promillebriller”. Man kan også taget et slag minigolf bag ved klubhuset. 

Traditionen tro bliver det årlige bymesterskab i petanque afholdt på Sportspladsen henover dagen. Alle, som vil være med møder bare op og tager fat i Bo Larsen, der styrer slagets gang.

I år har  flere af vores lokale erhvervsdrivende lovet at komme forbi og vise deres grej og maskiner og fortælle lidt om, hvad de kan og hvordan. Hvis flere erhvervsdrivende har lyst til at deltage, så tag kontakt til TKIFs formand Brian Thomsen telefon 24 62 97 94, så får du også en plads.
Tremhøj Museum er også at finde på Sportspladsen, her kan man bl.a. se nogle af de lokale fund – og deltage i en gættekonkurrence om Tvingstrups fortid.  

Bliver man sulten op ad dagen, så sælger Røde Kors butikken kaffe og kage i bløde møbler fra butikken, som kan købes. TKIF starter grillen kl. 12.00, så det bliver muligt at købe pølser og brød. 

Omkring samme tidspunkt kommer vores lokale ølpusher Lars Henrik fra Øl2Go og holder sodavandssmagning og ølsmagning med specialbryg fra nær og fjern og særligt udvalgte sodavand.  

Blues, dans og god mad
Når klokken bliver 16.00 er der pause i festlighederne indtil kl. 18.00, hvor spisningen i Forsamlingshuset begynder. Menuen består af tunmoussé m. dressing, salat og brød til forret. Hovedretten bliver kryddermarineret svinekam og kyllingespyd, små ristede pestokartofler, spidskålssalat m. mormordressing, grøn salat med bagte blommer og feta, speltsalat med ristede grøntsager. Til slut en dessert bestående af is m. brownie og frugtcoulis. 

Spisning i forsamlingshuset koster 150 kr. pr. person – børn under 12 år betaler halv pris. Tilmelding til spisning er nødvendig til Maia Sejersen på telefon 28 40 81 01 eller mail: maiasejersen@gmail.com. 

Betaling for maden kan ske via MobilePay til nr. 34063 eller ved bankoverførsel til: 2500-0759433661. Husk at skrive navn og antal voksne og børn, som deltager. Det er også muligt at betale kontant til Maia Sejersen, Blindgade 3. 

Efter maden skal benene strækkes og her hjælper det stærkt roste og funky bluesband John Grey & the BlueSpand os ud på dansegulvet med sin svingende og dansevenlige blues. 

Dørene er åbne for alle fra kl. 20.00 og festen slutter kl. 02.00. 

Kom og vær med til at holde liv og fest i byen. 
Ċ
Maia Sejersen,
20. jul. 2019 09.31
Comments