v/ Thøger Jeppesen

Jamen, er det da noget at skrive om? - Men se blot!

Landbrugets trækkraft var en væsentlig del af landmandens hverdag. Hestene var hans stolthed, de skulle vises frem, særlig når der kom gæster. Hvis der blev taget fotografier af familie og tjenestefolk på gårdspladsen, så stod fatter gerne og holdt i tøjlerne af det pæneste spand velstriglede heste. Og de skulle stå ordentligt på deres ben, helst så man kunne se alle fire ben på dem. De måtte ikke stå og hænge i koderne!

Det var økonomisk belastende, hvis en hest gik hen og døde eller blev uarbejdsdygtig. Så var det godt at have en forsikring til at tage det værste skrald. Derfor fandtes hesteforsikringerne, hvor man fik ¾ af vurderingssummen, når hesten enten var død, eller den blev ramt af hver Sygdom af hvad Navn nævnes kan, så snart de tre Vurderingsmænd med en Dyrlæge erklærer Hesten for uhelbredelig eller ubrugelig, som der står i lovene fra 25. januar 1915 for Tvingstrup Hesteforsikring.

Men der står også, at De heste, der omkommer ved Ildebrand, Lynild, Krig eller på anden Måde, f. Eks. ved Øvrighedens Foranstaltning, erstattes ikke af Foreningen, her skal man tænke på, at det er skrevet under Første Verdenskrig, hvor hestene selvfølgelig kunne udskrives til krigstjeneste. Ved ildebrand og lynild dækkede brandforsikringen jo.

Hestene skulle vurderes af tre vurderingsmænd, der samtidig udgjorde bestyrelsen i foreningen. Det skulle gøres fire gange om året, nemlig i Ugen efter Jule-Marked, i Ugen efter sidste Faste-Marked, i Ugen efter St. Hans-Marked og i Ugen efter St. Mikkels-Marked.

Foreningen hvilede i sig selv, så kontingentet fastsattes, så udgifterne kunne dækkes ind. Der var ingen genforsikring i et større forsikringsselskab, for det var godt nok at være sin egen herre, men Mangles Midler, skaffer Bestyrelsen dem tilveje ved et midlertidigt Laan, hvorfor Foreningens Medlemmer solidarisk hæfter. Det turde de nok, de kendte hinanden.

Opkøberne fra Carlsberg, der kun købte Jyske Heste til at trække ølvognene i København, vidste nok, hvad de gik efter, og hestene skulle helst være røde, altså have mán og hale, der var lysere end løden iøvrigt. En brun hest har mørkere mán og hale end løden iøvrigt, og de passede ikke ind i Carlsbergs stald. Frede Paaske Thomsen fortæller, at hans far i 1933 solgte en rød hest til Peter Petersen i Ørskov, som efter et par år netop solgte den til Carlsberg. (Tuborg kørte kun med Belgiere!).

Frede overtog en anden hest efter faderen i 1937. Når Frede ville have den hest til at harve, var der ikke noget i vejen, men spændte han den for ploven, nægtede den at trække. Dét, vidste den, var for strengt! Så Frede havde intet valg og solgte den dovne hest til Arne Nielsen, mælkemand i Tvingstrup, der kørte mælk fra Tvingstrup Mejeri ud til beboerne; det arbejde passede til dens sindige temperament. Dovenskab var ikke en diagnose, der udløste erstatning fra forsikringen.

Der var mange Jyske Heste på egnen, fordi den legendariske jyske hingst Aldrup Munkedal dominerede avlen. Den står i dag i en bronzeudgave foran Bygholm Landbrugsskole i fuld størrelse og i en ½ m’s  udgave på Horsens Byarkiv. Den blev karakteriseret således: Dens bevægelser er regelmæssige og jordvindende, den er kort i ryggen, har et lille hovede, der sidder på en temmelig fin nakke, er bredpandet og bred både for og bag, den har fire stærke, tørre og lådne ben - måske en smule “stejl” i bagkoderne, men ellers velstillet. 

Så ved man det!

Det var selvfølgelig betryggende, at den havde fire ben, men indrømmelsen af, at der var noget med koderne, udnyttedes af oppositionen, så de noget spottende sagde: ”Næe Aldrup Munkedal bløw grawwet  i æ jue te æ knæe, så var et it beje hest te…”(“Når A.M. blev gravet i jorden til knæene, så var der ikke bedre hest til”, så kunne man jo ikke se koderne!) 

Men hestene var værd at forsikre, hvadenten de var stambogsførte eller ej.

Mekaniseringen og traktorerne greb om sig. Der blev holdt generalforsamling, som der skulle i henhold til lovene “den første Lørdag i Maj Kl. 7 Aften” i 1960, hvor man drøftede foreningens opløsning, og man blev enige om, at den nyvalgte bestyrelse burde “foretage sig videre i sagen, evt. ved en generalforsamling”. - Den 19. januar 1961 afholdtes extraordinær generalforsamling, hvor man vedtog at ophæve foreningen pr. 1. maj 1961 “med 10 stemmer for, 4 imod og 4, der ikke stemte”. Foreningens kassebeholdning på kr. 4.816,53 blev fordelt mellem medlemmerne.

Det var igen en lille stump af landsbyfællesskabet, der forsvandt på grund af udviklingen. Også som et resultat af Marshall-hjælpen med traktorernes indtog. Men det er en anden historie.

(I 1950 var der 400.000 arbejdsheste i sving på de danske marker. Tyve år senere var der kun 16.000 tilbage - til gengæld var traktorernes antal vokset fra 18.000 til 175.000).

Kilder: Arkivstudier foretaget af Kirsten Olsen, Tvingstrup. Fra foreningens start i 1903 til      

           nedlæggelsen i 1960.

           Horsens Folkeblad, udgaven d. 11. sept. 1959:  ”En gue kloj var Aldrup Munkedal”.

           Allan Leth Frandsen: Vi må følge med. Historien om de fem kommuner der blev til      

          “Gedved Storkommune”, nov. 1997.