v/ Thøger Jeppesen

Vi, min kone Berit og jeg, kom til Tvingstrup d. 13. november 1958, altså i skrivende stund for 54 år og 3 mdr. siden. - Men vi er jo ikke blandt de indfødte, selvom det næsten føles sådan. For resten blev Den nye Brugs indviet den dag, d. 13. november 58.

Jeg nedsatte mig som praktiserende dyrlæge, for der er fri næring, så hvis man turde satse, kunne man komme nogenlunde gratis til en praksis og et levebrød.. Jeg havde kone og to børn, Anders og Søren, (den tredje Gustav kom først i 1965), havde købt hus på det, der nu hedder Tremhøjvej 17, hvor Poul Erik og Viola nu bor, af Oscar Jensen, som var syg efter at sælge. Det vidste genboen bager Østergaard , og han var onkel til min svoger.

Bageren vidste alt, hvad der rørte sig i byen. Han var også den, der havde tippet min svoger om, at der da sagtens kunne være en dyrlæge i Tvingstrup. Bageren blandede sig hurtigt i hushandelen, da vi havde udset os på Tremhøjvej 17, og han  hjalp mig i de økonomiske overvejelser. Oscar fik ikke et ben til jorden med sine ophævelser og forsøg på at skrue prisen lidt op. Oscar var ikke kreaturkommissær for ingenting.

Da seancen havde stået på længe nok set fra bagerens synspunkt, skar bageren igennem ved at sige: ”Hold nu kæft Oscar, du får 35.000 og de 10 i udbetaling”. Og derved blev det. Bageren vidste nok, hvordan den skulle skæres. Vi blev da også boende i huset til 1998. 40 år.

Så måtte jeg i gang med finansieringen. Min far og svigerfar måtte holde for som kautionister, og med dem i baghånden drog jeg til Landbosparekassen i Rædersgade i Horsens og snakkede med direktøren, Anders Svendsen fra Gedvedgård i Gedved. Realkreditlån med pant i fast ejendom var ikke noget problem, men jeg skulle jo også have noget at leve af, inden indtægterne kunne fylde tomrummet. Startkapital havde jeg ikke noget af.

Så jeg bad om en kassekredit. Det gav et spjæt i Svendsen; det var ikke bare noget, jeg sådan kunne ønske, kunne jeg se af hans ansigtsudtryk, selvom jeg havde gode kautionister i ryggen. Hvor stor den da skulle være? Ja, jeg havde jo tænkt 25.000. ”Du kan nøjes med 10.000”, eller ”Do ka’ nøvs’ mæ’ 10”, som det rettelig blev sagt.! Han havde heldigvis ret, skulle det vise sig.

Men forud var gået sonderinger lokalt.. Bager Østergaard foreslog selvfølgelig, at jeg snakkede med mejeribestyreren Sønderskov Rasmussen. Han var da positiv, ”men du må hellere snakke med Søren Nielsen, Springkilde, også”. Og Søren syntes, det var et udmærket foretagende, og hans søde kone, Helga; syntes osse, det kunne være spændende, at Tvingstrup  fik  sin  egen  dyrlæge.  Kostalden  så  lang  ud!  ”Men  snak lige  med Karl Sofus ”!

Karl Sofus Jacobsen havde Karlsminde, (Grønnedalen 2), der jo var en af de absolut større gårde. Han var kasserer i Andelsmejeriet og i repræsentantskabet for Landbosparekassen, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Heller ikke at han havde en datter, Bodil; som senere flytte ind på gården med Karl Aage som gårdejer.. Gården så ud til at have mange køer, og det var noget, der trak. Han turde også anbefale mig at nedsætte mig – så hvorfor ikke? Jeg sendte ham bagefter et kort brev og takkede for den gode snak. Han svarede tilbage, at han håbede, vi kunne få et godt fremtidigt samarbejde.

Det var en satsning, der gik godt. Ungdommeligt overmod, eller hvad? Berit har senere sagt, at hun i sit stille sind gav projektet et halvt år. Men vi klarede den, bl.a. fordi Berit også fik job.

Vi havde jo meldt flytning til folkeregistret i kommunen, hvor kæmner Olesen sad. Han var gift med fru Olesen (!), som var lærer på Hovedgård Realskole, så da der manglede en vikar på realskolen, lod hun et ord falde til Realskolebestyreren Skærbæk, at der var kommet en dyrlæge til Tvingstrup, hvis kone var lærer. Det vidste hun jo fra kæmneren. Man snakker vel sammen.

Berit blev hurtigt ansat, så vi fik en fast indtægt (lille) oveni det, dyrlægeriet kunne give. Berit havde gode år på Hovedgård Realskole med kolleger som Grønnegaard, Toubøl, fru Olesen og Walther osv. Realskolen blev nedlagt som privatskole i 1962, fordi kommunerne skulle oprette egne realafdelinger, overbygninger, som det hed.. Berit fik derefter ansættelse på Horsens Handelsskole. Hun kunne ikke få en stilling i det kommunale skoleværen, da hun ikke var seminarieuddannet. Fagforeningstvang! Hun var uddannet som faglærer i engelsk og dansk og passede fint ind i handelsskolen.

Så var hun selv inde i en karriere, så nu var der ikke mere tale om at give projekt dyrlægepraksis et halvt år, Og praksis blev da også bedre og bedre.

Det var en skønsom blanding af små og store bedrifter, og der var dyr på alle gårdene. Men der skete efterhånden noget i strukturen på gårdene. I begyndelsen kunne man være sikker på, at fatter selv gik hjemme på gården og afventede dyrlægens komme. Der kom en spand varmt vand ud til dyrlægen, sæbe og håndklæde; der var service på. Men folkeholdet blev mindre, så fatter måtte selv ud i marken og så og pløje, så nu var det konen, der måtte give service og tage imod besked om, hvad manden skulle foretage sig, når han kom hjem til middag og middagssøvn.

Men senere fik konerne jo også en tjans inde i Horsens; børnene blev sendt i børnehave, når moderen skulle passe sit job i banken. Så måtte jeg klare mig selv.  Der kunne så ligge en besked fra gårdejeren på en malkestol på gangen i kostalden. Jeg har gemt en kortfattet besked fra dengang, der bar præg af, at det da ikke var hver dag, at kuglepennen blev slidt. Det kunne jo være vanskeligt for dyrlægen at vide, hvilken ko, der var syg, så det var rart, når der ikke var tvivl, som i det her tilfælde, hvor der på sedlen stod: Det er konen nr, 4. Det er højer forpat.  Hon skal havde pensilin.  Det var blevet andre tider. 

Men folk var stadig meget påpasselige med, at deres dyr skulle behandles, når de var syge. Det var intensivt landbrug, også på de store gårde. Før jeg fik Serridslevgård som fast kunde, ringede de en søndag eftermiddag, at jeg skulle komme over på Serridslevgård og hjælpe dyrlæge Aabo (Søvind) med en kælvning, for han mente, det var nødvendigt med et kejsersnit. Aabo vikarierede for dyrlæge Brigsted (Hovedgård), og det gad Åbo ikke stå alene med. Vi (jeg) lavede kejsersnittet og fik en levende kalv ud af det. Det var alle tiders chance til at vise sin kunnen for inspektør Boesen. Da jeg tilså koen næste dag, sådan pr. honnør (og for at holde gryden varm), havde fodermesteren en besked fra ejeren, fru Nissen, om jeg ville være så venlig at komme op i privaten, for hun ville gerne takke mig for min indsats!  Det var der stil over. 

Det var starten på mit virke på Serridslevgård. Jeg havde et fortrinligt samarbejde med både Boesen og fodermesteren og svinepasseren Karl Timmermann og kom der næsten dagligt. Når telefonen ringede i den årle morgen et kvarter over fire, kunne jeg godt være sikker på, at det var fodermesteren på Serridslevgård, der var mødt på arbejde og havde fundet en ko med mælkefeber. Så var det med at komme af sted. .Jeg husker mange fine sommermorgner, som jeg ikke havde oplevet, hvis der ikke var blevet ringet.

Skytterne i Hovedgård holdt en aften skydeøvelse på deres bane oppe i nærheden af teglværket overfor Peterslund. De skød efter nogle skiver tværs hen over en lavning, hvor nogle kvier gik og græssede nede i bunden; det var kvierne så vant til, så det rørte dem ikke. Jeg blev ringet op af lederen, at de havde været lidt uheldige at ramme en kvie, så den var død. De skulle vist bruge en ”dødsattest” til forsikringen.

Da jeg ankom til stedet, fik jeg forklaringen. En af de andre skytter, var kommet til at skubbe til den liggende skytte, så hans skud, der gik af i det samme, fik for lav en bane. Derved ramte han en kvie, der gik nedenfor i lavningen. Lederen og jeg gik ned til kvien, da jeg havde sikret mig, at de havde indstillet skydningen!  Kvien var blevet ramt med uhørt præcision rent i hjertet mellem fjerde og femte ribben. Vi gik tilbage til skytterne, hvor stemningen var lidt trykket.

Bent Nielsen, der var en af skytterne, dog uden at være den uheldige, (hvis navn er redaktionen bekendt) påstår, at jeg, vistnok for at bøde lidt på deres flovhed, med en frisk bemærkning, spurgte, om de var interesseret i, at jeg skar trofæet af til dem! – Så kunne de alligevel godt se det groteske i situationen. -  Jeg kan ikke huske, at jeg var så forvorpen.

Det var i høj grad håndens arbejde, der prægede livet på gårdene. Landmændene knoklede med kropsligt arbejde, særlig da folkeholdet efterhånden blev mindre. Som Juel Sørensen på Hanstedgård engang sagde” Hvor har man brugt mange kræfter og tid på tåbeligt slid”. Men maskinerne, der kunne lette dagligdagen, var jo ikke opfundet endnu. Derfor blev en mand selvfølgelig vurderet efter, om han kunne svinge en skovl.

Der var vintre med sne dengang, men dyrlægen skulle jo frem. Så jeg smed min graveskovl ind bag i bilen og kørte ud i vejret. Og jeg kørte jo selvfølgelig fast i indkørslen til gården, hvor der ikke var kastet sne, for traktoren kunne jo nemt gå igennem. Men så havde jeg min skovl, og manden kom med sin store skovl; sådan skulle det gøres. Han målte min skovl med et sigende, spydigt blik og sagde, at med den bitte skovl forslæbte jeg mig da ik’! Det kunne jeg ikke lade sidde på mig, så jeg købte en stor skovl, men nu fik jeg bemærkningen, at så stor en skovl havde jeg da ikke kræfter til at svinge!  - Der var en dejlig bramfri tone.

Vi befandt os godt i Tvingstrup og gav os til at blande os i Byens liv. Der blev dannet en renovationsforening, som sørgede for at byens skrald blev fjerne fra byen, så rottebekæmpelsen kunne blive mere effektiv. Det var helt på privat initiativ, hvor nogle behjertede mænd stiftede en forening med love/vedtægter, generalforsamling og hele pivtøjet, købte renovationsstativer hjem, købte renovationsposer og entrerede med en af byens vognmænd til at køre det ud i mosen. Krævede penge op hos borgerne ved at sende Georg Therkildsen rundt.. 

Det var den måde, man gjorde det på dengang, og den er set med nutidens øjne ikke hygiejnisk god, for man flyttede jo bare problemet. Vi havde egentlig plagieret metoden fra Hovedgård, så da det havde kørt godt nogle år, foreslog vi sammen med Hovedgård, at kommunen overtog tjansen. Og sandelig om det ikke skete!

Så var der ledige hænder og da jeg havde været formand for renovationsforeningen, syntes smeden Jørgen Hyldborg, at jeg passende kunne bruge min tid på at stable en Tvingstrup Borgerforening på benene. Den fik senere i 70’erne Berit som formand og blev et vældigt aktiv i byen i kraft en engageret bestyrelse, som der er berettet meget om borgerforeningens 40 års jubilæumsskrift.

Jeg kom ind i Vandværkets bestyrelse og blev snart formand der. Det var netop på den tid, hvor Tvingstrups gader blev gravet op, fordi der skulle lægges gasledninger ned. Der var ikke nøjagtige kort over, hvor vandledningerne lå, og kunne vi ikke udpege linjeføringen med en halv meters nøjagtighed, så måtte entreprenøren bare grave. 

Så da vi i forvejen havde et stort vandspild fra utætte ledninger, så vedtog vi at lægge nye hovedledninger i samme opgravning som gasledningerne. Vi havde ingen penge på kistebunden, så vi måtte gå den tunge gang at hente pengene hos interessenterne. Det var en god investering, for da nedlægningen var tilendebragt, var den udpumpede vandmængde faldet med en tredjedel.

Så var hovedledningerne da tætte, men at der så på stikledninger og sekundære ledninger efterfølgende har været stribevis af ledningsbrud, byggesjusk-brud og gennemtæringer, der har været svære at lokalisere, er en anden fortælling. Der gik sport i at finde fejlen, selvom det skulle forgå om natten, når forbruget var lavt. Vi arbejdede godt sammen, Karl Aage og jeg.

Tilbage til dyrlægeriet. Det var jo en énmandspraksis med de fordele og ulemper, det kunne give. Ulemperne i form af den konstante væren-til-disposition dag og nat var en belastning, selvom dyrlæge Ladefoged og jeg fik et godt samarbejde og vagtfordeling. Sognerådet havde sat mig ind i sundhedskommissionen i 60’erne, og dèr fik jeg et samarbejde med stadsdyrlægen i Horsens, Paul Oxhøj. 

Det skal også med her, at jeg blev medlem af Gedved kommunalbestyrelse i 1970, da den første storkommune blev dannet. Da skulle de tidligere små landkommuner bringes op til en mere moderne standard; nu skulle der bl.a. indføres levnedsmiddelkontrol, det havde man ikke kendt til før. Jeg var stadig formand i sundhedskommissionen med et tæt samarbejde med Oxhøj.

Hans og hans personales arbejde lød spændende, så da han i 1972 opslog en stilling som tilsynsførende dyrlæge ved Levnedsmiddellaboratoriet i Horsens, gik Berit og jeg i tænkeboks. Skulle vi sælge praksis, og jeg starte en ny ”karriere” som månedslønnet embedsmand med mere frihed til andre interesser. Jeg sendte en ansøgning, og efter et budgetmøde hos Oxhøj med repræsentanter fra Gedved kommunalbestyrelse, trak Oxhøj mig til side, at jeg kunne begynde til 1. september. Ikke om jeg kunne , men at--.

Vi fik afhændet praksis til Jan Holm Thomsen, og en ny æra kunne begynde. Det var ikke mindre spændende, for der skete en hel masse i 70’erne med ny levnedsmiddellov og en helt frisk miljølov på et område, hvor der kun havde eksisteret spredte tiltag. 

Det var en engageret flok, der sugede den ny viden til sig; det var jo ikke noget, nogen af os havde lært noget om i vores studieår på landbohøjskolen, men stadsdyrlægen havde den sikre formening, at det var bedst, at det var dyrlæger, der bestyrede arbejdet. Kemikere og ingeniører kunne være meget gode indenfor begrænsede områder, men det suveræne overblik fandt man i dyrlægestanden!  –  Det turde være en grov overvurdering af os dyrlæger!

Men afgangen fra dyrlægepraksis føltes trods alt som en slags faneflugt; jeg svigtede dem, der havde vist mig tillid og på sæt og vis betroet mig deres syge dyr. Men jeg kunne heller ikke tillade mig at tro, jeg ikke nemt kunne erstattes. Jeg udskrev de sidste regninger til klienterne, og hver en øre kom ind. Det var jeg rørt over!