af: Niels Arne Frislev

Den 1. maj 1973 flyttede min kone og jeg med vore 3 små børn,Tommy, Tina og Heine ind i det som man dengang kaldte slagterens hus i Blindgade nr.3. Vi var nok kørt trætte af livet på landet og ville prøve noget andet.

I vor søgen efter et hus til rimelige penge faldt vi så for Blindgade nr.3.

Tvingstrup var tilsyneladende en hyggelig lille by med både brugs, købmand, kiosk, bager, posthus, elektriker, servicestation, mekaniker og flere forskellige virksomheder med arbejdspladser. En væsentlig årsag til, at det blev netop dette hus, var da også, at der her fulgte en arbejdsplads med til min kone - Kamma. 

Tidligere ejer, fru Laursen, havde i flere år været dagplejemor, og der var da mulighed for, at de nye ejere kunne overtage dette job. Der skulle blot en godkendelse til, hvilket skete efter et kort møde og uden de store formaliteter med Ellen Thomsen, lederen af dagplejen i Gedved Kommune.

Næppe havde flyttebilen forladt kantstenen, inden der pludselig stod en fremmed mand iført  kakifarvet kittel midt  i flytterodet. ”Go'daw, de't kjømanden, a' vil da bare sæj velkommen til Tvingstrup”. Så hev han en flaske vin op af den ene lomme og lidt snolder til ungerne op af den anden lomme. Selv om det selvfølgelig var for at gøre opmærksom på sin butik, så var det alligevel en behagelig og afslappet måde at møde nye mennesker på.

Allerede dagen efter fandt jeg selv et arbejde, og dagligdagen var hurtigt kørt i et normalt mønster. Vi lærte hurtigt en del mennesker at kende, hvilket selvfølgelig blev båret frem af dagplejejobbet, og kontakten til dagplejebørnenes pårørende.

Om det var til høstfest eller alm..'gammeldawsawten' i forsamlingshuset husker jeg ikke, men det er nok den største kæp i øret, jeg nogensinde har båret hjem. Det var nu, som om at alle lige skulle hilse på en den aften, og selvfølgelig lige skåle. Det kunne nu ikke afholde os fra at komme til fremtidige arrangementer i forsamlingshuset, og lige pludselig var Kamma i bestyrelsen for idrætsforeningen, og jeg selv i bestyrelsen for borgerforeningen.

I løbet af 1975 besluttede vi at købe et helt nyt hus i Bakkevænget. Vi solgte Blindgade 3 til et ungt par fra Viby. De flyttede ind til februar 76. Det gik dog ikke så godt. Midt på sommeren stak de af, men havde dog fået betalt juni termin. Huset stod tomt, og jeg begyndte at blive betænkelig- jeg havde jo pantebreve i skidtet.

Så lige pludselig var der liv i huset igen, så kunne vi da nok ånde lettet op igen?

Et par dage efter, der var kommet liv i huset, begyndte vores telefon at ringe usædvanlig livligt. Det var elskovssyge mænd, som havde en masse underlige ting at sige til og spørge min intetanende kone om. Det viste sig så, at der var kommet bordel i Blindgade 3. Det var annonceret i Ekstra-Bladet med adresse, men uden telefonnummer. Man har så åbenbart fundet ud af, hvilket nummer der var til Blindgade 3, men vi havde jo taget telefonnummeret med fra Blindgade 3 til vores nye adresse i Bakkevænget. Der gik dog kun et par dage, så fik de åbenbart deres eget nummer. De nærmeste naboer, Bente og Erling fik meget gratis underholdning ved at betragte trafikken af de besøgende i byens nye erhvervsvirksomhed.

I foråret 1976 blev jeg opfordret til at overtage Mogens Nielsens bestyrelsespost i Brugsen. Mogens og hans kone Jette havde fået lyst til at prøve lykken i Sydafrika og rejste af sted med deres 2 børn, Claus og Lise. 

De små brugser var på det tidspunkt en hæmsko, som FDB gerne ville af  med. Bestyrelsen med Berit Jeppesen som formand og uddeleren, Erik Korgaard, arbejdede af alle kræfter for at overleve. Det lykkedes at få lavet nye vedtægter. Bestyrelsen malede og lavede om i butikken. Urentable varesortimenter blev solgt på auktion og flere andre tiltag blev sat i værk. Det lykkedes at overleve, dengang.  

Alt var godt, indtil der pludselig kunne lugtes benzin fra byens kloakker. Det var en af Brugsens benzintanke, som var blevet utæt. Alt måtte graves op. Det  var meget tæt på, at brugsen gik ned med mus og mand, men det lykkedes i sidste ende at klare skærene. (OK tog en del af skraldet.)

 Alle ved jo, at stikker man snuden lidt frem, så er man udsat for at blive lagt mærke til. Jeg må jo have gjort mig bemærket (uheldigt formodentligt) på en eller anden måde, for pludselig blev jeg opfordret til at spille med i den årlige dilettant, en begivenhed som i mange år havde trukket fulde huse. Det må have været i 1974. 

Det var Elly og Aksel Sørensen der i samarbejde med idrætsforeningen var primus motor for det arrangement. Aksel var instruktør. Aktørerne til dilettanten blev altid fundet i december måned og fik deres roller og manuskript  udleveret. Så var der øveaftener 2 gange om ugen indtil den anden uge i marts, hvor stykket skulle opføres. De næste 5 år var jeg alt fra tante til førsteelsker, for ikke at nævne titler som Søren enepige,  vingrossist og udbryderkonge. Efter de 5 sæsoner havde Aksel ikke energi til mere, og jeg var derefter instruktør i 3 år. Det blev til 8 år på de skrå brædder. Sjovt, men også meget tidskrævende.

Det havde i flere år ligget i kortene at Kamma og jeg på et tidspunkt skulle overtage mine forældres landejendom. Min mor var død i 78 og min far begyndte at presse lidt på. Vi var nok både for og imod, men i 84 købte vi så ejendommen, men vi fik ikke vores hus solgt før til maj i 85 hvor vi så flyttede. Det var med et vist vemod, men vi har bevaret kontakten til vore gode venner i Tvingstrup, og kan glæde os over at have en søn boende her i byen. Det er Heine med hans kone Lotte og børnene Emilie og Mikkel.

Der er ingen tvivl om, at der ofte i de mindre samfund hersker et miljø, en særlig sjæl, et sammenhold og ofte også en særlig jargon, som ikke findes andre steder. En kultur man som fraflytter ofte kan komme til at savne, værdier som fandtes og forhåbentligt stadig findes  i Tvingstrup.