v/Thøger Jeppesen

Vores gode Egnsarkiv har en geografibog eller rettere noget af den, for den er temmelig medtaget af tidens tand.

Den er indbundet af et kardusomslag, som skulle skåne bogen. Udenpå står med blækskrift Iver Iversen  afsluttet med en blækklat  og en dekoration, som nok er lavet under en kedelig skoletime. På billedet man ser hvordan.

Bogen er fundet i huset Vestervænget 3, Tvingstrup, af Elsebeth, som boede dèr. Huset er bygget af Iver og Ingeborg Jensen, et søskendepar, som flyttede dertil fra Stationsgården. De har medbragt bogen fra gården på Åesvej 2.

Iver (f. 1900) og Ingeborg (f. 1898) var børn af Inger Marie Sørensen og Peder Kristen Iver Jensen, som kaldte sig Per Iversen, fordi hans far hed Iver Jensen. Derfor kaldte Iver med geografibogen sig logisk nok Iver Iversen, selvom han var døbt Iver Jensen. Iver og Ingeborg havde to ældre søskende Søren Peter (f. 1890) og Edel Marie (f. 1893).

Ingeborg og Marie, Ivers søstre,  har begge skrevet deres navne i marginen af geografibogen, så de har også brugt den før lillebroren Iver.

Geografibogen er meget slidt, mangler titelblad, udgiver, år for udsendelse osv., så man må se af landkortene, hvornår den kan være trykt. Det er efter 1870, for Elsass-Lothringen er indlemmet i Tyskland, kan man se af Tysklandskortet, men det er for grov en tidsfastsættelse, så må vi hellere se på jernbanenettets udbygning i “Nörrejylland”, som Jylland omtales for den del, der ligger nord for Kongeå-grænsen (1864-grænsen). Den er indtegnet som Danmarks sydgrænse, og den blev jo først ændret i 1920 ved Genforeningen.

Jernbanenettets udbygning omkring Horsens kan aflæses af kortet. Horsens-Juelsmindebanen er med (åbnet 1884), ligeledes Horsens-Tørring (åbnet 1891) og Horsens-Bryrup- uden forbindelse til Silkeborg (hele strækningen åbnet 1899), men Horsens-Odderbanen  er ikke indtegnet; den blev først åbnet i 1904. Altså må kortet være lavet mellem  1891 og 1899. Edel Marie er kommet i skole i 1900 som 7-årig, så skolebørnene har fået en helt ny opdateret geografibog, da de kom i skole.

Hvad skulle børnene så lære? Selvfølgelig er der rent faktuelle oplysninger, som (citat) Nörrejylland er 460 Mil2 stort med 900.000 Indb. Paa et af Torvene i Randers er i vore Dage rejst en Billedstøtte af Niels Ebbesen. Aarhus har en Domkirke og en Sindssygeanstalt, Horsens en Straffeanstalt.

Forfatterens omtale af folk og folkeslag viser noget om hans forudindtagethed og begrænsede viden. Han ved noget om Kongerigerne Sverige og Norge, så her anfører han, at Svenskerne og Nordmændene høre til den gotiske Folkestamme og ere Lutheranere. Oplysningen er som i Danmark. Det er straks værre i Kejserdømmet Rusland, hvor Oplysningen staar meget lavt; kun faa kunne læse og skrive. I Kejserdømmet Tyskland differentierer han: Nordtyskerne ere Lutheranere, Sydtyskerne Katolikker. Folkeoplysningen staar i Nordtyskland paa samme Trin som i Danmark, i Sydtyskland er den ikke fuldt saa god.

Han er blidere overfor Holland eller Nederlandene: De fleste Hollændere ere Kristne efter den reformerte Bekendelse; men mange ere Katolikker. Hollænderne ere bekendte for deres Renlighed og rolige Væsen. Folkeoplysningen er god. Her langer han ikke ud efter de katolske. Det gør han ellers i Kongeriget Belgien: Overalt i Landet hersker den romersk-katolske Religion. Folkeoplysningen er her, som i de fleste katolske Lande, meget ringe. 

Omtalen af Republikken Frankrig er heller ikke for nådig: De ere romerske katolikker. Folkeoplysningen er ringe, skønt Videnskaberne i høj Grad fremmes, Franskmændene, navnlig Pariserne  ere bekendte for deres store livlighed. - Men hvad skal det gøre godt for, når de er katolikker!, kunne man fristes til at tilføje.

Så går det straks bedre i Republikken Svejts, selvom Religionen er forskellig, så de får anbefalingen: De have staaet i Anseelse for Troskab og været søgte som Livvagt og Portnere af Europas Fyrster. Folkeoplysningen i Svejts er god, særlig blandt de Reformerte. (Han ved åbenbart noget om Pavens Schweizergarde, men  at omtale den er nok for meget stads at gøre af en katolik!)

Kongeriget Storbritanien og Irland får et fint skudsmål, for Det engelske Sprog har meget tilfælles med baade Fransk og Dansk. I Henseende til Fabrikflid, Handel og Søfart staar det øverst af alle Lande. Men han må alligevel indrømme, at: Blandt Kelterne i Irland hersker der megen Misfornøjelse med det engelske Overherredømme, (dengang som nu et århundrede senere, selvom det nu “kun” er i  Nordirland/Ulster)

At folkeoplysningen blandt spaniere og portugiser er ringe er forventeligt, når de er romersk-katolske, så man bliver helt spændt på Kongeriget Italien: Skønt Folket af Naturen er opvakt, hersker der dog, især i Syditalien, den samme Overtro og Mangel paa Oplysning, som er almindelig i de katolske Lande. Han må dog i en bisætning omtale de store kunstsamlinger, men ikke et ord om ham Paven og hans Vatikan. Men: en stor Del af Neapels Befolkning  bestod tidligere af de saakaldte Lazaroner, folk, der tilbragte den meste Tid i Lediggang, da det milde Vejr gør det muligt at friste Livet næsten uden at arbejde.

Hvad så med Asien? Han ved knap, hvor han religiøst skal placere muhamedanerne: Arabiens og Irans Folk ere Muhamedanere saavel som Tyrkerne og Malajerne. De øvrige Folk ere Hedninger. Men kineserne er ikke sådan at sætte i bås: Kineserne ere et mærkeligt Folk; mange kunne læse og skrive, skønt de ikke have Bogstavskrift, men hvert Ord betegnes ved et særligt Tegn. De have kendt Kompasset, Krudtet og Bogtrykkerkunsten før Europæerne, og endnu leverer de i flere Retninger finere Arbejder end Europæerne; men de have staaet  paa samme Standpunkt i Aartusinder, idet de intet have villet lære af fremmede. - Så blev de alligevel sat på plads!

Så er det nemmere med Afrika: - og det indre er endnu tildels ukendt, idet Landet paa Grund af de naturlige Forhold kun er lidet tilgængeligt. Det forhindrer ham dog ikke i at fremføre: Negerne ere næsten alle vilde og hedenske. Mange ere Menneskeædere og staa paa det laveste Standpunkt i religiøs Henseende (Fetichdyrkelse).

Amerika omtaler han kun med faktuelle oplysninger og afstår fra subjektive bedømmelser, så han helt springer det multikulturelle samfund over, ingen omtale af indianer- og negerproblemer og sligt endsige den nys overståede borgerkrig. Men Handel og Industri ere overordentlig store, og Byer fremstaa og vokse med rivende Hurtighed.

Her ender geografibogen desværre, for de sidste sider mangler; der er således ingen omtale af Australien og New Zealand. Man kan gyse lidt ved tanken om, hvad han ville have skrevet om aboriginals og maorier.

Det er ganske forfriskende at læse noget, der er så blottet for politisk korrekthed, og som demonstrerer alle fordommene for fuld udblæsning. Men - kan vi helt sige os fri for stadig at ligge under for nogle af fordommene eller i hvert fald kende dem?

- Og alt det her har Iver skullet lære. Han har gjort det, for man skulle ikke tage fejl af Iver, selvom han kunne forekomme lidt sær. Han gik i sin egen verden, for hans hørelse var helt ødelagt af gentagne mellemørebetændelser. Søsteren Ingeborgs stemme kunne han høre uden besvær, så når hun spurgte til slægternes forgreninger i Tvingstrup, så var der ingen, der kendte dem så godt som Iver, siger Ivers nevø  Knud Gaarslev, som er søn af Ivers bror Søren Peter. [Se i øvrigt artiklen: DET GAMLE  TVINGSTRUP].

Men det er temmelig rystende, at det trods alt kun er 100 år siden, den slags var skolestof!