Da Tvingstrup kom på landkortet

Normalt kan vi jo godt lide, at der står lidt blæst om vores lille by. Men at berømmelsen skyldtes en grov ulovlighed, var ikke så rart.

Den 16. september 1976 rystedes byen af et bankrøveri, idet en maskeret mand med trusler om vold røvede 25.720 kr. fra Egnssparekassens filial i Tvingstrup.

Så Horsens Folkeblad fik travlt med at dække selve begivenheden og noget af baggrunden og komme med nogle tip til Politiet om, hvem der eventuelt kunne stå bag røveriet. Hvis det kunne fremme opklaringen, var det jo rart at kunne skrive: Hvad sagde vi!!

Den 16. september begyndte som en helt almindelig dag for sparekasseassistenten Kaj Rasmussen i sparekassefilialen i Tvingstrup. Han fik som altid besøg af den 73-årige Johannes Jacobsen, som kom for at læse Jyllandsposten, som filialen abonnerede på. Så skulle Johannes ikke selv betale for et abonnement, og det passede ham fint.

Men pludselig bliver idyllen brudt, en mand med elefanthue kommer brasende ind i sparekasselokalet med et oversavet jagtgevær i den ene hånd og en plasticpose i den anden.

Læs hvad Horsens Folkeblad skriver, selvom der ikke var nogen forbindelse til ”lokalkendt ” bag kuppet. Så berømte ville vi da heller ikke være, at vi ligefrem skulle kunne opfostre bankrøvere.


Horsens Folkeblad den 17. september 1975

Formentlig lokalkendt bag Tvingstrup-kup

Røveren, der menes at have haft en medhjælper, slap bort med 25.720 kr. - Den efterlyste Horsens-fange har næppe forbindelse til kuppet i Egnssparekassen

Meget tyder på, at en eller flere personer fra Horsensegnen står bag det væbnede røveri i går ved 11-tiden i Egnssparekassens Tvingstrup-filial. Røveren talte med udpræget østjysk dialekt – sådan som folk på egnen normalt taler. Ved at true med et oversavet og dobbeltløbet jagtgevær fik han assistent Kaj Rasmussen til at lægge sig på gulvet. Derefter beordrede han en kunde, den 73-årige Johannes Jacobsen, til at udlevere kassebeholdningen på 25.720 kr.

Det kan naturligvis ikke med sikkerhed siges, at gerningsmanden eller gerningsmændene skal søges på Horsensegnen, men en hel del tyder på det. Røveren kan have brugt en anden dialekt end sin normale. Lederen af kriminalpolitiet i Horsens, kriminalkommissær Leo Rasmussen, holder alle muligheder åbne. I formiddag sagde han til Horsens Folkeblad: Det går ikke særlig godt med opklaringen. Vi må faktisk sige, at vi står på bar bund. Store politistyrker har været indsat i jagten på røveren og hans mulige medhjælper, men hidtil har eftersøgningen ikke givet resultat. Det ligger ret tungt. – Vi leder fortsat med lys og lygte og efterforsker alle sandsynlige tip og spor, og vi er fortsat interesseret i hjælp fra befolkningen. Måske har en eller anden, som vi endnu ikke har talt med, set eller hørt noget, som kan vise sig at være af værdi for opklaringen. – Vi håber naturligvis, at sparekasse-kuppet opklares, og at den eller de skyldige pågribes. Men på nuværende tidspunkt må vi desværre konstatere, at de foreløbige anstrengelser fra vor side har været negative og uden resultat. Vi fortsætter eftersøgningen og efterforskningen med uformindsket styrke, lyder kriminalkommissærens kommentar.

Efterlyst fange ikke fundet ved Vinten skov

Den 27-årige undvegne straffefange, Arvid B. Schrøder, der natten til søndag flygtede fra en dom på 9 års fængsel ved at save sig ud af sin celle i Horsens Statsfængsel, sættes ikke umiddelbart i forbindelse med Tvingstrup-kuppet. Der er ikke nogen konkret mistanke mod ham i den anledning, men helt udelukke ham som muligt emne vil kriminalpolitiet ikke i forbindelse med røveri-efterforskningen. En kvindelig arbejder, der tidligt tirsdag morgen på cykel var på vej fra sit hjem i Nim til sin arbejdsplads i Lund, mener bestemt at have genkendt Arvid Schrøder som den mand, der stoppede hende på vejen ved Vinten skov og bad om en cigaret. Kvindens oplysning resulterede i, at Horsens politi tirsdag formiddag foretog en større eftersøgning med hunde i Vinten-området. Den gav intet resultat, og politifolkene blev ved godt 11-tiden dirigeret ind i jagten på Tvingstrup-røveren. Kriminalpolitiet vil ikke udelukke, at den mand, som kvinden blev kontaktet af ved Vinten skov, er identisk med den efterlyste straffefange fra Horsens Statsfængsel. Men han sættes altså ikke umiddelbart i forbindelse med røveriet i Egnssparekassen. 


Der kommer mere kød på reportagen, når Folkebladet fortsætter med, at Røveren var brysk og truende. Han sigtede med det dobbeltløbede jagtgevær en meter fra Kaj Rasmussens hoved, så det var om at parere ordre.


Røveren brysk og truende

Røveren var meget brysk, da han med sit farlige våben – det oversavede og dobbeltløbede jagtgevær – holdt sparekasseassistent Kaj Rasmussen og den 73-årige kunde, Johannes Jacobsen, op i Tvingstrup-filialen.

Han brugte bl. a. følgende udtryk: ”Du stopper pengene i posen”, ”Hanen er spændt, og jeg skyder, hvis det ikke går stærkt” og ”Hit med alle sedlerne”.

Kaj Rasmussen blev tvunget til at lægge sig på knæ på gulvet samtidig med, at pensionisten udførte den givne ordre om at putte kassebeholdningen i røverens medbragte plasticpose.

De 25.720 kr. fordelte sig på følgende måde. 9.000 kr. i 1000 kr.-sedler, 7.500 i 500 kr.-sedler, ca. 3.500 i 100 kr.-sedler, ca. 4.000 kr. i 50 kr.-sedler og ca. 1.720 kr. i tiere.

Gerningsmanden forsvandt derefter hurtigt fra sparekassefilialen og tog sit våben med sig. Han sprang ind i en ældre lysegrøn VW, der stod parkeret nær gerningsstedet.

Er formentlig godt planlagt

Sparekasseassistent Kaj Rasmussen var dybt chokeret efter den ubehagelige og dramatiske begivenhed. Alligevel fik han slået alarm til politiet få sekunder efter, at forbryderen havde forladt sparekassen.

Horsens politi iværksatte den omfattende eftersøgning i området. Et stort antal skarpt bevæbnede politifolk fra både ordens- og kriminalpolitiet blev udkommanderet med udrykning, og samtidig blev nabobyernes politi underrettet via regionscentralen i Århus.

Den egentlige eftersøgning med besættelse af de forskellige spærre-poster varede et par timer og gav intet resultat. Dog blev røverens bil fundet en lille times tid efter kuppet. Den stod hensmidt på vejen ved Blirup få km sydøst for Tvingstrup.

Det har senere vist sig, at den pågældende Folkevogn natten til tirsdag blev stjålet fra en lærer i Vejle.

Sparekasse-røveriet synes at være godt planlagt. Efter alt at dømme har gerningsmanden haft en vogn holdende på det sted, hvor han efterlod VW-en. Og formentlig har han haft en aftale med en medhjælper. Der foreligger dog ikke nærmere iagttagelser herom. Der er tale om vidneudsagn, som i væsentligt omfang præger kriminalpolitiets efterforskning.

Signalementet af røveren lyder således:

Ca. 30 år, 180 – 185 cm høj, almindelig af bygning, nærmest slank, mellemblondt hår, iført en brun ruskindsjakke med knapper og to stiklommer og formentlig mørke benklæder.

Under kuppet i banken havde han en mørk – formentlig sort – strikket hue på. Efter at være kommet ind i sparekasse-filialen trak han en nylonstrømpe over ansigtet.



73-årig efter kuppet: Røveren mere nervøs!

Pensionisten, der blev tvunget til at hjælpe sparekasserøveren, var glad for, at han fik lov til at beholde de penge, han netop havde hævet

Jeg tror, røveren var mere nervøs, end jeg var, siger den 73-årige Johannes Jacobsen, Tvingstrup, der i går ved 11-tiden blev tvunget til at lægge kassebeholdningen i Egnssparekassens Tvingstrup-filial – ca. 25.000 kr. – i en bevæbnet røvers plasticpose.

Johannes Jacobsen var kunde i sparekassen, og han var netop blevet ekspederet af sparekassebestyrer Kaj Rasmussen, da røveren kom ind: -- Jeg sad og læste avis, mens Kaj var ved at skrive på maskine, da manden kom ind i sparekassen. Jeg tror ikke, han var maskeret, da han kom ind. Han beordrede Kaj til at lægge sig på gulvet og sagde til mig, at jeg skulle give ham pengene. Mens jeg gik hen til kassen, tog han en nylonstrømpe over hovedet. 

Jeg gav ham et bundt tiere, men det var han ikke tilfreds med. Han ville have flere, og mens han pegede på mig med et oversavet jagtgevær, fyldte jeg kassebeholdningen i hans plasticpose.

Jeg kunne se på ham, at han var nervøs, og jeg var da heller ikke glad ved situationen. Men jeg rystede nu ikke på hænderne, da jeg gav ham pengene!

Da jeg var færdig med at give ham sedlerne fra kassen, spurgte han, hvor mønterne var. Kaj, der stadig lå på gulvet, sagde, at de lå i pengeskabet, og mens jeg vendte mig for at gå over til det, stak røveren af.

Kaj sprang op og nåede at få nummeret på hans bil, hvorefter han omgående drejede 0-0-0, og kort efter kom politiet.

Johannes Jacobsen tog den dramatiske oplevelse meget roligt – men ønsker dog ikke at genopleve spændingen: -- Det må være nok med den ene gang, siger han. For resten kan jeg da glæde mig over, at jeg fik lov til at beholde de penge, jeg netop havde hævet i sparekassen. Dem bad røveren ikke om…



Sparekassedirektøren Herborg Olesen er forundret over ikke at være blevet inddraget lidt før, men han må sluge sin selvtillid ved at udtrykke sin glæde over, at ingen mennesker kom til skade i forbindelsen med forbrydelsen i Tvingstrup.

Læs om den forundrede direktør:


Forundret direktør

Sparekassechefen fik kup-nyheden via Horsens Folkeblad

Det var en meget forundret chef for Egnssparekassen i Horsens, direktør Herborg Olesen, der i går ved middagstid modtog meddelelsen om 25.000 kr.-kuppet i sparekassens Tvingstrup-filial.

Direktøren fik nyheden af Horsens Folkeblads kriminalreporter, der kunne fortælle ham om røveriet kort tid efter, at det var begået. Sparekassechefen undrede sig over, at han ikke havde fået meddelelsen via andre kanaler, men måtte ved nærmere eftertanke erkende, at der havde været mere end nok at se til for de mennesker, der måske burde have underrettet ham.

Straks efter at være informeret om forbrydelsen tog Herborg Olesen til gerningsstedet for personligt at orientere sig om de nærmere omstændigheder ved røveriet. Bagefter sagde direktøren til Horsens Folkeblad: -- Jeg er naturligvis glad for, at ingen mennesker kom til skade i forbindelse med forbrydelsen i Tvingstrup-filialen. Det er første gang, at Egnssparekassen har været udsat for et røveri. Heldigvis har pengeinstitutterne i Horsens og på egnen i vidt omfang været forskånet for den slags ting i mange år.


Pludselig kan Horsens Folkeblad den 14 oktober 1975 oplyse, Svend Aage Søren efter et anonymt tip er blevet anholdt på Vesterbro i København


Horsens Folkeblad den 14. oktober 1975

Efter at have været en af landets mest eftersøgte i en måneds tid blev den 25-årige Svend Aage Sørensen, Slagelse, sent mandag aften omsider anholdt. Det skete uden dramatik, og anholdelsen foregik på en bar på Vesterbro i København. Den unge mand satte sig ikke til modværge, da politiet dukkede op efter et anonymt tip. Han havde en gaspistol på sig og opgav i begyndelsen falsk identitet.

Svend Aage Sørensen fremstilles i dag i grundlovsforhør i retten i Sorø, idet han yderligere sigtes for meddelagtighed i det væbnede røveri den 6. oktober i Sjællandske Banks Stenlille-filial ved Ringsted, hvor udbyttet blev knapt 150.000 kr.

I forvejen er fængslet en 31-årig mand fra Slagelse, der nægter sig skyldig. Omkring 40.000 kr. blev fundet i hans besiddelse ved anholdelsen.

Svend Aage Sørensen fremstilles i retten i Sorø, fordi gerningsstedet – Stenlille-bankfilialen – ligger i Sorø retskreds. I forvejen har dommeren i Sorø på baggrund af et vægtigt bevis- og indiciemateriale hos politiet afsagt kendelse om varetægtsfængsling af den 25-årige.

Menes at være den egentlige Tvingstrup-røver

Foruden det store kup på Sjælland er den unge mand ”med føje” sigtet for det væbnede røveri mod Egnssparekassens Tvingstrup-filial, hvor røveren ved at true med et oversavet jagtgevær fik udleveret godt 25.000 kr. 

I Tvingstrup-sagen er allerede anholdt og fængslet en 25-årig mand fra Horsens, hvis fængslingsfrist udløber i morgen, hvor han igen skal fremstilles i Horsens by- og herredsret. Den unge horsensianer har – efter at have bedyret sin uskyld i starten – tilstået, at han var med i planlægningen af Tvingstrup-røveriet, og at det var ham, der samlede den egentlige røver op ved Blirup-vejen.

Svend Aage Sørensen sigtes endvidere for et røverisk overfald den 26. september på en 52-årig købmand i Kastrup ved Vordingborg, der under trusler på livet måtte udlevere 7.000 kr.

Et interessant emne i mordsag

Det oplyses i dag over for Horsens Folkeblad, at rigspolitichefens rejsehold, der i øjeblikket har hovedkvarter i Sorø, har ”overtaget” Svend Aage Sørensen og samtlige de sager, han formentlig har været impliceret i.

Svend Aage Sørensen vil indgående blive afhørt om sin færden omkring natten til den 3. oktober i forbindelse med rovmordet på den 71-årige Marie Sophie Hansen, Magleby ved Skelskør, der blev fundet i sin seng med knust baghoved.

Han vil ikke blive sigtet for drabet under tirsdagens grundlovsforhør i Sorø, men ifølge kilder i rejseholdet hverken kan eller vil politiet udelukke, at Svend Aage Sørensen under sin bevægede flugtfærden på Sjælland kan være identisk med den mand eller en af de mænd, der brød ind i huset hos den gamle dame ved Skelskør.

Ċ
Morten Bek Ditlevsen,
8. apr. 2017 09.17
Comments