1a.    Christian Jørgensen og Maren Jensdatter   ca. 1793 – 1817.

1b.    Niels Jørgensen og Maren Jensdatter  1817 – 1827.

2.      Jens Nielsen og  Marie Cathrine Christiansdatter 1827 – 1856.

3a.    Simon Peter Jensen og Kristiane Jensdatter  1856 – 1862.

3b.    Rasmus Mathiesen og Kristiane Jensdatter  1862 – 1900.

4.      Martin Iver Jensen og Maren Mathiesen  1900 - 

Christian Jørgensen fra Grumstrup blev i 1793 gift med Maren Jensdatter  af Tvingstrup, datter af gårdfolk, Jens Jensen og Dorthe Rasmusdatter. Christian fæstede et husmandssted under Serridslevgård gods. Huset bestod af 6 fag (ca.12 meter) med loft over hele huset. Hertil hørte et Fæhus og lade på 8 fag.

I 1804 købte Christian Jørgensen stedet af Serridslevgårds ejer for 500 rigsdaler. Han købte mere jord til efterhånden og solgte gården i 1817 til sin datter Marie Cathrine Christiansdatters svigerforældre, væver, Niels Jørgensen og Maren Jensdatter. (Hun var for resten datter af gårdfolkene Jens Jørgensen Winther og Zidsel Jensdatter i Tvingstrup.)

   

Christian Jørgensen døde i september 1817 og hans datter Marie Cathrine og Jens Nielsen blev  gift i december 1817. De blev nu gårdbestyrer af Birkemosegård, som altså ejedes af Niels Jørgensen.

I 1827 skødede Niels Jørgensen begge sine ejendomme (matr. nr. 27 og matr. nr. 20) til sin søn Jens Nielsen (nuværende matr. nr.27a).

Jens Nielsen døde i 1879 og Marie Cathrine i 1856. Deres yngste datter, Cristiane, blev gift med Simon Peter Jensen fra Serridslev i 1852 og var i 1855 gårdbestyrer hos svigerfaderen, Jens Nielsen. De fik 5 børn, hvor den yngste blev døbt samme dag, som faderen blev begravet i 1862. Hun hed Peterikke Simonsen og var min bedstemoder. Hun blev opkaldt efter sin fader. 

Enken Christiane Jensdatter fik nu en gårdbestyrer, Rasmus Mathiesen, der kom fra Gylling.

De blev gift i 1862 og fik 3 børn. Den første, en søn, døde lige efter fødselen og de andre var Maren og Søren Mathiesen. Maren Mathiesen blev gift med Martin Iver Jensen, og de overtog gården ca. 1900, da Christiane Jensdatter døde.

Peterikke Simonsen blev gift med Søren Jensen Kjær fra Tebstrup i 1891. Han var min bedstefar, og var banearbejder på det tidspunkt. De fik et husmandssted. Det har sikkert hørt til Birkemosegård.

    

Her fik de 5 børn, Simon Peter Kjær, født i 1895.

                            Jens Sørensen Kjær, født i 1898.

                            Kristiane Kjær, født i 1898.

                            Anna Kjær, født i 1899.

                            Rasmus Kjær (min far) født i 1901.

Søren Jensen Kjær var stadig banearbejder, men ca.1902 blev han ledvogter ved DSBs gamle station ved Fresiavej. 

Her blev det yngste barn født – Karl Kjær – i 1903. Et lille hus men dog fik de plads til dem selv og 6 børn samt Peterikkes broder, Søren Mathiesen, der var banearbejder.

Søren Kjær var ledvogter i ca.25 år indtil dobbeltsporet kom i 1926. Han tog da til Aarhus for at søge om lov til at blive boende, men om det lykkedes, ved vi ikke. Han døde i toget på vej hjem til  Tvingstrup.

     

Opsats i lokalpressen:

Skanderborg amtsavis fredag 14.maj 1926.

Død i toget.

Ledvogter Kjær, Tvingstrup, blev, da han befandt sig i toget mellem Skanderborg og Hylke, ramt  af et ildebefindende. Der rekvireredes læge i Hovedgaard, men da han ikke var hjemme, måtte  man fortsætte til Tvingstrup. Ved ankomsten hertil var Kjær afgået ved døden, ramt af et hjerteslag.

Han blev 65 år gammel og havde i en lang årrække boet i Tvingstrup. Han døde 12.maj.

Peter Kjær var udlært tømrer hos snedker Laursen i Tvingstrup.

Jens Kjær var udlært murer.

Rasmus Kjær var udlært snedker hos snedker Laursen.

Karl Kjær var udlært murer.

Svigersønnen, Rasmus A. Nielsen var arbejdsmand og  Peter Post har sandsynligvis også hjulpet til.

Ejendommen ligger på Kirkehøjvej 7, og da det blev bygget i deres fritid, kom det til at hedde ”Fritid”.

Peterikke boede der nu indtil hun døde i 1937.

Hendes bror, Simon Peter døde i 1939. Han havde da i nogle år været banetømrer hos DSB, først i Skanderborg og siden i Gråsten og Sønderborg.

En anden bror, Jens Kjær døde i 1966 i Padborg og havde været overportør ved DSB i Horsens.

Min far, Rasmus Kjær, døde i 1969 og havde været på Hovedgaard Savværk i 40 år.

Karl Kjær døde i 1983 og var ingeniør

Her boede de i mange år. Peter Post var nærmest en ”institution” i Tvingstrup. Han var en periode formand for brugsforeningen. Der er blevet fortalt mange historier om ham. Den jeg beretter om har jeg fået fortalt af en impliceret.

Jeg stod en søndag på bagagerumsmarked i Horsens, og der kom en mand og handlede med mig.

Han var meget snakkesalig og var fra Aaes. Han fortalte om en post fra Tvingstrup og sagde han hed Peter. Nu blev jeg nysgerrig, da han fortalte om nogle drenge, han havde reddet fra at drukne. Der var noget der dukkede frem i min hukommelse, så jeg spurgte, om det var Peter Post. Det var det, så jeg sagde, det var min onkel (farbror kaldte vi ham). 

Manden sagde nu, at han var en af de drenge, som Peter Post havde reddet. Næste gang i Horsens kom han så med en bog til mig, hvor der stod om Peter Post’s dåd. Her er hvad der stod.

Peter Post.

I begyndelsen af fyrrerne, da vi kom her til Aaes, gik Peter Post fra poststationen i Tvingstrup og til Aaes. Alle de postbude, vi har haft, har været hjælpsomme - dog ingen som Peter Post. Det hed at gå post, for dengang gik man jo. Den tunge posttaske havde han enten på nakken eller på cyklen.

Desuden havde han en ordentlig tyk stok på cyklens styr. Det var klogt, for der var mange hunde på turen, og om vinteren måtte han mange gange gå hele ruten; det skete dog også, når vejret var rigtigt skrapt, at en bondemand lagde hest og vogn til. Peter kunne få tid til at hjælpe en gammel kone, hvis hendes cykel var punkteret. En har endda set Peter med cykel, posttaske m.m bringe en lagkage fra det ene til det andet sted, hvor der var fødselsdag. Han gav sig også tid til at snakke.

     

Men at han også var en handlingens mand, ja, en af hverdagens helte, skal det, jeg nu fortæller, vise.

Ved forsamlingshuset her i Aaes lå dengang et åbent vandhul omgivet af træer og buske. 

Det var et yndet sted at lege, når børnene kom fra skole. Ingen havde vel tænkt på, at et sådant vandhul  kunne være farligt. Men så skete der ligegodt noget en sommereftermiddag. 

Som sædvanlig var der børn ovre ved vandhullet. Men lige i det samme Peter Post kom forbi, blev der voldsom uro, og øjenvidner kan fortælle, hvordan han smed cyklen med postpakker og det hele, da han hørte at to drenge lå under vandet. Resolut vadede han i sine store fedtlæderstøvler ud og fik begge drenge frelst i land. De, der så det, fortæller også, at da han bar drengene ind og holdt dem op i sine stærke arme, løb vandet ud af munden på dem – så det var tæt på. Der blev talt meget om den bedrift, Peter havde gjort  - i hvert fald i de hjem, hvor man selv havde børn – og om, at det skulle meldes ind, så vor post kunne få en dusør, hvad alle var enige om, at han fortjente. Tiden gik. Peter passede sin dont og gjorde folk små tjenester, som han plejede. Man begyndte at snakke om noge helt andet, måske om høstudbyttet, måske om krigen eller noget helt andet. En dag er der så en, der spørger Peter, om han nogensinde fik noget fra Carnegie-fonden? ”Næh”, sagde Peter.. Folk begyndte igen at snakke om bedriften og om, at han fortjente en anerkendelse. Det har efterhånden irriteret Peter, at folk blev ved at spørge, om han ikke skulle have noget, for han svarede ”Nej, og jeg kan da godt smide drengene ud igen”! At begivenheden aldrig blev indmeldt skyldes nok, at man er slem til at tænke: Det ordner de andre vel! Men Peter Landpost skal huskes som en af hverdagens helte, for det var han jo.

Både Peter og Kristiane er døde. Kristiane døde i 1976.

Min familie på min fars side fra Tvingstrup har altid haft et godt humør og lune, specielt Peter Post og Kristianes familie.

En aften, det har nok været lige efter krigen i 1946/47, jeg var 9/10 år, var familierne fra Tvingstrup på besøg hos min far og mor i Hovedgaard. De kom alle samlet i en mindre bus ejet af Kjærsgaard i Tvingstrup.

Det, jeg husker er, at da de skulle hjem igen, skulle bussen vende nede ved savværket. Den kom  godt nok ind og tilbage på vejen igen, men gik så i stå midt på vejen.

Chaufføren gik så ud og forsøgte at starte bussen med håndsvinget. Det lykkedes ikke første gang så han råbte ind i bussen til min fætter. ”Søren sæt dig lige op ved rattet”, det gjorde Søren så. Chaufføren prøvede igen med håndsvinget, men det hjalp ikke noget. 

Chaufføren sagde så til Søren, ”sluk lige for lyset”. Det gjorde Søren så, og chaufføren prøvede igen med håndsvinget, men det hjalp stadig ikke.

Så rejste Søren sig og stak hovedet ud af døren og spurgte på godt jysk.

”Ska a også sluk for æ gadelys”.

Min fætter var meget lig sin far Peter Post. De havde en gevaldig humor, og de forstod kunsten ikke selv at grine af det de fortalte.

Peter Post og Kristiane havde 3 børn.

Kaj Aage er død og var trafikekspedient ved DSB.

Søren var smed og havde forretning i Tyrsting. Han er død,  men hustruen, Herdis, lever endnu. Grethe lever. Hun og hendes afdøde mand Bent Wilfing bestred Posthuset v/Anna Dahlsgaard et stykke tid. Jeg har selv været på mange ferier i Tvingstrup hos min familie og stået i lære i brugsen hos Marinus og Erna fra 1959-1962.

Huset ”Fritid” blev købt i 1975 af Kirsten Olesen fra Rasmus A. Nielsen, min farbror(onkel)

Søren Kjær.

Skanderborg.