Aage Haldings forskrækkelse

 

v/ Thøger Jeppesen

 

Aage Halding, gdr. 1945-82 på Vennedal, Grønnedalen 4 i Tvingstrup, blev video­­filmet og interviewet i 1999. Han var en god fortæller, så her et uddrag, hvor man desværre må und­være sprogtonen og dialekten, som jo heldigvis er gemt på videoen:

 

Til spørgsmålet om minder fra krigens tid i Tvingstrup, fortalte han:

 

Jeg kan bedst huske fra hen imod slutningen af krigen. Der kom et brev, hvor der stod noget om, at de havde tillid til mig og en hel masse rosende ord og den slags. De ville give mig nogen opgaver. Jeg tænkte, hvad er det her da for noget? De kaldte sig De frie Danske eller sådan noget. Og så en hel masse om, hvor forsigtig jeg skulle være og alt det der; alt skulle tilintetgøres.

 

Så kom der en dag en hel pakke plakater, som jeg skulle sætte op. Så cyklede jeg jo hen mod midnat ned i byen for at sætte dem op. Ned til bageren, hvor der var en telefonpæl, hvor jeg ville hænge en op.

 

 Da jeg var ved det, blev det hele pludseligt oplyst. Der kom en projektør. Det var tyskerne oppe på banen, der gik vagt. Så var der ellers en, der fik travlt og måtte se at komme væk, så de ikke kunne se mig.

 

Så smed jeg de skide blade rundt i haverne og ventede en times tid, så jeg kunne komme hjem, for jeg skulle jo under banen ved viadukten. Hvad der stod på plakaterne? Det kan jeg ikke huske, men det var noget med værnemagerne, de var ude efter.

 

Så gik det godt et stykke tid. Så kom der en pakke plakater igen, og jeg var ikke så dristig. Jeg var jo en klud egentlig. Jeg snakkede så med karlen, vi havde, om han ville være med. Det ville han godt. Så var vi to, og når vi var to, så kunne vi det hele.

 

Så gik det. Vi cyklede rundt og satte plakater op. Men jeg kom ikke i Tvingstrup mere. Vi kørte til Hovedgård, og vi var så frække, at selvom vi hørte tyskerne gå og snakke inde på kroen, så satte vi plakater op lige overfor på plankeværket ved stationen.

 

Men så en dag. Hvor angst jeg da blev. Jeg var ude at så vestenfor gården. Der kom en bil og holdt lige udenfor gården, og jeg var et stykke nede i marken. Ud steg to mand, der var jo ikke fred endnu. De havde blanke støvler på og sort tøj, uniformer.

 

 Jeg tænkte, hvad er det da for noget skidt? De skridtede tværs over vejen og ud

på marken med retning mod mig. Jeg tænkte, hvad skal jeg da gøre? Skal jeg smide hele skidtet og rende. Det kunne jo heller ikke hjælpe noget; hvad så med hestene og sådan. Jeg har aldrig været så ræd. Men jeg ville ligegodt vente og se.

 

De lignede nu ikke rigtig tyskere alligevel. - Så var det et par Falck-folk, der kom for at tegne noget forsikring. Jeg blev så glad, så selvom jeg ikke havde brug for deres forsikring, så tegnede jeg jo en.

 

Det var jo bare nervøsitet, men jeg vidste jo ikke, hvad der var sket efter de skide plakater.